Ressourcer, mobilitet og kulturel identitet i det norrøne Grønland
I forskningsinitiativet undersøges det nordiske landnám og den senere affolkning i Sydgrønland samt kolonisternes sociale og økonomiske strategier vurderet på baggrund af samspillet mellem de to grundlæggende ”økonomier” i nordbosamfundet: Subsistensøkonomien (udnyttelsen af lokale ressourcer) og langdistancehandlen (byggede på arktiske fangstprodukter) og implicit, samspillet mellem mennesket og foranderlige omgivelser. Ressourceudnyttelse, mobilitet, og kulturel identitet er centrale begreber for forståelsen af udviklingen i det norrøne samfund og belyses i projektet gennem bebyggelses- og landskabsanalyser i Vatnahverfi i Østerbygden med vægt på bosætningstidspunkter, økonomisk grundlag og ressourceforbrug og gårdenes sociale position. Projektet integrerer traditionel arkæologisk metode, miljøarkæologi i bred forstand, landskabs- og bebyggelsesmodellering og klimaforskning.
Projektet er ”paraply” for forskningsprojekter, der anvender data, som er indsamlet i regi af Vatnahverfi-projektet. Herunder projektet: Kirke, Kristendom og Storbønder i det Norrøne Grønland.
Projektet samarbejder med nationale og internationale forskningsprojekter.
Koordinator: Jette Arneborg
Finansiering: Kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland og US-National Science Foundation
Projektet startede Under Nordlige Verdener i 2009 og forventes afsluttet i 2013
Øvrige deltagere:
PhD-studenrede Christian Koch Madsen, Nationalmuseet & Arkæologi, Københavns Universitet . PhD-projekt: Landskab og levevej, økonomi og hierarki – pastorale bønder i det norrøne Grønland.
PhD-studerende Konrad Smiarowski, Ph.D. Program in Archaeology, Department of Anthropology, CUNY Graduate School and University Center (dyreknogler og økonomi).
PhD-studerende Poul B. Heide. Middelalderarkæologi, Aarhus Universitet (Landskab og kommunikation)
Samarbejdspartnere:
Projektet indgår som delprojekt under NABO-paraplyen: North Atlantic Human Ecodynamics. Om projekstet, se: www.nabohome.org