Shetlandsøerne: Landbrug på grænsen, 4000 - 3000 f.v.t.
Forskningsprojektet har til formål at belyse den neolitiske ekspansion til Shetlandsøerne og de dermed forbundne samfundsmæssige forandringsprocesser, som ekspansionen skete på baggrund af og resulterede i. Dette åbner mulighed for en komparativ analyse af de tilsvarende processer i Skandinavien, hvilket forventes at kunne skabe et klarere billede og forståelse af forholdet mellem de mere almene neolitiseringsprocesser og de specifikke historiske forløb. Shetlandsøerne er et afgrænset, veldefineret område. Øerne modtager ikke alle de neolitiske elementer på én gang (agerbrug og husdyrhold, slebne redskaber, storstensgrave, geometrisk ornamenteret keramik og samlingsanlæg). Nyere undersøgelser peger på, at også Shetlandsøernes neolitikum udvikler sig i flere trin, som indfinder sig mellem 4000 og 3000 f.v.t. Forskningsprojektet skal indsamle den kendte imperi, ordne denne og foretage landskabsanalyser af det rituelle landskab og kulturmarkører i landskabet. Under forskningsprojektet vil der blive opbygget et internationalt netværk, som skal have betydning ud over projektperioden. Forskningsprojektet vil desuden samarbejde med projektet Agararsamfundenes ekspansion i Norden under Nordlige Verdener.
Koordinator: Ditlev L. Mahler.
Projektet startede i 2009 og forventes afsluttet i 2013