Bookmark and Share

Kommunikation, kulturmøde og kulturel identitet – tingenes rejse i Skandinaviens vikingetid

 

Formålet er at analysere den kontakt, der var mellem Skandinavien, det engelske - irske område og det europæiske kontinent i vikingetiden ( 750 - 1050 e. Kr.). Dette sker ved at analysere og dokumentere de genstande, der er produceret i de ”fremmede” områder, men som siden hen er kommet til Skandinavien. Forekomsten af disse ”fremmede” genstande afslører de parter, der har været i kontakt samt nogle af de ressourcer, der er blevet udvekslet. Afhængigt af hvilke genstandstyper det drejer sig om, samt i hvilke kontekster de findes, kan man afdække, om de forskellige kontakter var konfliktprægede eller ej. For eksempel kan forekomsten af fragmenter af irsk kirkeinventar på en vikingetidsboplads afspejle de kontakttyper, der var konfliktprægede.

 

Modtagelsen eller afvisningen af forskellige genstandstyper repræsenterer bevidste valg, der kan skyldes f. eks. ideologi eller økonomi. Nogle typer genstande, eksempelvis en stor del af de kontinentale, efterlignes af de skandinaviske håndværkere, mens andre, eksempelvis de irske oftere nedbrydes og omsmeltes – disse handlinger afslører hvilket formsprog man foretrak, og hvilke fremmede, sociale grupper man tilstræbte at efterligne. Det arkæologiske materiale giver således mulighed for at tolke og forklare forekomsten af fremmede genstande i Skandinavien samt belyse den kontakt, der har været, ligesom forekomsten af de fremmede genstande giver et enestående indblik i vikingernes tankegang, deres forestillingsverden og deres bevidste valg.

 

Koordinator: Maria Panum Baastrup

 

Projektet startede i 2008 og afsluttedes i 2012

 

 

”Det irske skrin” er formentlig hentet til Skandinavien af en viking fra en kirke eller et kloster i England eller Irland. Det er godt eksempel på en kirkelig genstand, der hentes til det skandinaviske område, hvor den kommer til at indgå i en helt ny sammenhæng. Det er nogle af disse forbindelser mellem Skandinavien og det omgivende Europa, som projektet vil undersøge nærmere.
”Det irske skrin” er formentlig hentet til Skandinavien af en viking fra en kirke eller et kloster i England eller Irland. Det er et godt eksempel på en kirkelig genstand, der hentes til det skandinaviske område, hvor den kommer til at indgå i en helt ny sammenhæng. Det er nogle af disse forbindelser mellem Skandinavien og det omgivende Europa, som projektet vil undersøge nærmere.