Bookmark and Share

Norse Greenland Dietary Economy c.985-1450 - Norse Isotope Project

Greenland dietary project fokuserer på nordboernes subsistens og fødeproduktion – og især, hvordan de håndterede klimaændringerne, der satte ind i løbet af 1200-årene. Det blev koldere og mere blæsende. Samtidig steg mængden af is i fjordene, hvilket nedkølede græsmarkerne, som blev mindre produktive, samtidig med at isen besværliggjorde både den interne og fjernkommunikationen. 

 

Kulstof- og kvælstof isotopmålinger på humane- og dyreknogler viser henholdsvis forholdet mellem den marine og den terrestriske kost ( δ13C) det enkelte individ har spist, og hvor på fødekæden (δ15N) individet har spist. Resultaterne af målinger på knoglerne fra nordboerne selv, deres husdyr og deres fangstdyr viser, at nordboernes kost med tiden blev mere og mere marin. Med andre ord. Nordboerne blev med tiden mere afhængige af den kost, de fangede i havet, først og fremmest sæl. I tråd med resultaterne fra isotopanalyserne finder vi flere og flere sælknogler i nordboernes møddinger jo yngre aflejringerne er, og sammensætningen af knogler fra husdyrene viser samtidigt, at det efterhånden kun var de store gårde, der havde mulighed for at holde kreaturer. Bønderne på de mindre gårde skiftede med tiden deres køer ud med de mindre ressourcekrævende får og geder. For at optimere udbyttet af fodergræs anlagde bønderne desuden kunstvandingsanlæg, og de gødede deres græsmarker.  Men til trods for disse foranstaltninger blev det nødvendigt også at høste havets ressourcer, og det var ikke kun de mindre velstående bønder, der benyttede sig af denne mulighed. Udviklingen fra overvejende terrestrisk kost til en mere marin var generel. Også på de velstående gårde stod der ofte sælkød på menuen.

 

Projektet inddrager 437 materialeprøver; 183 er fra humane skeletter, 118 nordbo og 65 Inuit – og 254 dyreknogler. Materialeprøveren er fra 19 forskellige gårde, 13 er fra Østerbygden, mens seks er fra Vesterbygden. Til sammenligning blev der derudover analyseret materialeprøver fra mennesker og dyr fra 22 Inuit bopladser.  

 

Forskergruppe: Jette Arneborg Nationalmuseet, Jan Heinemeier AMS 14C Dating Centre/Aarhus universitet, Niels Lynnerup Antropologisk Laboratorium/Københavns Universitet, Jeppe Møhl, Zoologisk Museum/Københavns Universitet, Erle Nelson Simon Fraser University Vancouver, Árný E Sveinbjörnsdóttir Islands Universitet

 

Finansiering: Carlsbergfondet.

Ansvarlig: Jette Arneborg

Gården Under Sandet

Ét af rummene på nordbogården "Gården Under Sandet" i Vesterbygden