Nationalmuseets forskningsinitiativ
Danmarks Nationalmuseum har ganske særlige muligheder for at belyse menneske, samfund og kultur i de arktiske og nordligt tempererede egne på Jorden. En væsentlig del af museets omfattende samlinger er fra de nordlige verdener, eller stammer fra perioder - århundreder eller årtusinder tilbage i tiden - hvor det nuværende Danmark udgjorde det yderste nord - ’ultima Thule’.
Med baggrund i samlingerne iværksætter Nationalmuseet en flerårig, tværvidenskabelig forskningsindsats, hvor alle museets faggrene, fra arkæologi og historie til etnografi, etnologi, bevaring og miljøhistorie, er repræsenteret og er i samspil. Nationalmuseets store forskningspotentiale kommer dermed til fuld udfoldelse.
Forskningssatsningen ’Nordlige Verdener’ vil fokusere på tre temaer, som hver især rummer aktuelle samfundsrelevante og videnskabelige problemstillinger:
• Klimaændringer og samfund: Når klimagrænser flytter sig
• Landbrug på grænsen: Nordlige kulturlandskaber
• Netværk i Nord: Kommunikation, handel og kulturmarkører